Der blev danset i sommernatten

0
For sidste gang var der 60’er bal i den gamle Glassal, for efter sommerferien begynder en omfattende renovering. Næste års 60’er fest bliver i den nye Staklade. Foto: Niels Helver
“Velkommen i den grønne lund” var en passende velkomstsang, da Sindal Rotary Club for 7 år i træk afholdt gammeldags 60’er bal i Glassalen ved Tolne Skovpavillon forrige lørdag, hvor der blev budt velkommen til 140 glade gæster fra nær og fjern.

Festen blev indledt med spisning. De fleste gæster havde selv medbragt mad, men det var også muligt at købe pølser fra grillen. Under spisningen blev der udvekslet mange minder om en svunden tid, hvor der var lørdagsballer i Glassalen og skoleudflugter til Skovpavillonen..

Humøret var højt, da Ejvind Burholt med bandet Danica spillede op til dans i Glassalen. Bandet er kendt af mange fra dengang de spillede på Kilden i Sæby. Både omgivelserne i den gamle Glassal og bandet Danica satte hurtigt gæsterne i den rette nostalgi og 60’er stemning, og der blev danset næsten uafbrudt til den lyse sommermorgen.

Det er sidste gang, der afholdes bal i Glassalen, for efter sommerferien begynder en omfattende renovering, der bringer stedet tilbage til sin oprindelige form og navn: Stakladen. Næste års 60’er fest bliver derfor i nye omgivelser, men stemningen og musikken vil vedblive med at være den samme fra dengang farfar var ung.

Overskuddet fra årets fest går til Glassalens renovering.

– Det er dejlig at se, at der fortsat er så stor opbakning til vores 60’er bal her i den lysegrønne bøgeskov. Med de mange gæster og det store salg fra baren, bliver der et pænt overskud til hjælp til renoveringen af Glassalen, siger Jens Ole Jørgensen fra Sindal Rotary Club.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close