Kagens Dag – spis til du revner

0
Bagermester Tommy Carlsen håber på stor opbakning til Kagens Dag, der afholdes for første gang i Sindal. Alle billetindtægter går ubeskåret til børneafdelingen på Hjørring Sygehus. Foto: Niels Helver
Spis kager til du revner og støt børneafdelingen på Hjørring Sygehus.

Det er budskabet fra formanden for Handelsstanden Tommy Høj og Tommy Carlsen fra Bageri Ingeborg, der har taget initiativ til for første gang i Sindal at arrangere Kagens Dag. Det sker tirsdag den 29. maj fra klokken 13 til 17 på det grønne område ved Vestergade tæt på rundkørslen til Oremosevej.

– Der skal ske noget nyt i Sindal, så hvorfor ikke lave en Kagens Dag, hvor der bliver mulighed for at smage på 15 forskellige kager. Man kan spise alt det, man lyster og drikke i spandevis af kaffe til en rimelig pris. Alle indtægter går ubeskåret til børneafdelingen på Hjørring Sygehus, for afdelingen har brug for økonomisk hjælp til anskaffelse af legetøj og andre ting til de indlagte børn, siger Tommy Carlsen.

Det er Handelsstanden og Erhvervet, der økonomisk har sikret det store arrangement. Dermed kan alle indtægter fra billetsalget gå ubeskåret til børneafdelingen på Hjørring Sygehus.

– Jeg håber, at vi får solgt mindst 400 billetter. Gør vi det, så kan vi sende en check til børneafdelingen på omkring 30.000 kroner, fortæller Tommy Carlsen.

I det store telt fra Gorms Teltudlejning er der plads til 200 personer ad gangen. For at sikre at der er god plads og kager til alle, er dagen delt op i “Kagehold”. Hos Jyske Bank, Bageri Ingeborg og hos Høj Data kan der købes billet til de enkelte “Kagehold”. Første hold er fra klokken 13 til 14.30. Andet hold er i tiden 14 til 15.30 og tredje hold er fra 15 til 16.30. Det er også muligt at bestille billet via www.kagensdag-sindal.dk. En voksenbillet koster 75 kroner og en børnebillet 50 kroner. Til børnene er der foruden kager også juice og kakaomælk. I teltet er der musikalsk underholdning med Jesper Daarbak fra klokken 13 til 15, og resten af dagen underholder Peter Grønært også kendt fra bandet No Good. Uden for teltet er der opstillet stor hoppeborg til de mindste børn.

Uanset hvilket hold man er tilmeldt, er der dagen igennem udtrækninger af flotte sponsor gevinster. Jane Sko har sponsoreret førstepræmien, der er et ophold for 2 personer på Hotel Scheelsminde i Aalborg.

– Jeg håber, at vi får rigtigt travlt, for så er det tegn på succes til glæde for børnene på Hjørring Sygehus. For at sikre, at der er kager nok til alle, bager vi 6000 stykker i 15 forskellige varianter, udtaler Tommy Carlsen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close