BTI og DGI Nordjylland med nyt initiativ for at aktivere modne mennesker med nye former for motionssport

BINDSLEV: Bindslev Tversted IF og DGI Nordjylland arrangerer sammen ”Kom og prøv”- nye motionsaktiviteter for aldersgruppen 60+ i Tannisbugthallen.

Bindslev-Tversted IF og DGI Nordjylland tilbyder nu nye motionstilbud i Tannisbugt Hallen for målgruppen 60+.

- Det er for alle, der har tid og lyst til at dele 1½-2 timer i hyggeligt samvær, med højt til loftet og sved på panden, hver onsdag formiddag, udtaler en af initiativtagerne halinspektør Christian Engen fra Tannisbugt Hallen.

Christian Engen udtaler endvidere:

- Vi ønsker at afpasse vores tilbud i foreningen til den efterspørgsel, der er i vores område. Der bliver flere og flere seniorer, og de er mere aktive end nogensinde før - derfor vil vi gerne tilbyde netop seniorerne et tilbud, som de finder interessant, sjovt og givende. Aktiviteterne vil blive tilpasset målgruppen og er for alle.

Fire onsdage bliver der mulighed for at afprøve forskellige aktiviteter. Motionen tilpasses deltagerne, så alle har mulighed for at vælge aktivitet og være med, også selv om formen ikke er, hvad den har været – og også selv om man aldrig har prøvet aktiviteten før! De forskellige aktiviteter, som deltagerne kan afprøve, bliver Floorball – Minitennis – Badminton – forskellige former for spil: Bowls, Ringo, Curling og indendørs petanque. Vi starter hver gang med en fælles opvarmning, og afslutter med en kop

”Kom og prøv” aktiviteterne bygger på en tradition om, at alle får mulighed for at dyrke idræt, styrke sundheden og livskvalitet som senior.

- OG tænker man, at det måske er lidt sent at komme i gang med at motionere eller finde ind i en ny idræt, så er der flere argumenter for at komme i gang end at lade være, udtaler DGI konsulent Birthe Bach.

- Fysisk aktivitet er et vidundermiddel, der selv i små doser virker på sundheden, og det er helt uden bivirkninger. Virkningen er betragtelig, selv hvis man starter i en sen alder.

I dette arrangement får du mulighed for, helt uforpligtende, at afprøve de forskellige aktiviteter.

”Kom og Prøv” aktiviteterne er ganske gratis. Hvis man er interesseret i at høre mere, og afprøve de forskellige motionsaktiviteter, gælder det bare om at møde op på en eller flere af følgende dage, hvor du kan afprøve:

Onsdag den 20/3 kl. 10:30-12:00: Bowls – Ringo – Kurling – Indendørs petanque

Onsdag den 27/3 kl. 10:30-12:00: Badminton

Onsdag den 3/4 kl. 10:30-12:00: Floorball

Onsdag den 10/3 kl. 10:30-12:00: Minitennis

DGI konsulenter står klar med rekvisitter og vil introducere dig til aktiviteterne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...