MOSBJERG: Den aktive støtteforening for Vendsyssel Friskole og Børnehus har endnu engang afholdt et stort arrangement til fordel for skolen og børnehuset. I juni var der børnefestival med optræden af Onkel Reje kendt fra TV, i hele uge 30 var der opstillet pølsevogn ved Dagli’ Brugsen, den 31. august var der Open By Night med cykelsponsorløb og nu i lørdags stort traktortræk med 66 deltagende traktorer spændende over Farmklasse 0 (3600 kg) til Landbrugsklasse 7 (14.000 kg). Herudover var der også Vendsyssel Mesterskab i Havetraktortræk.

Som sædvanligt var arrangementet godt besøgt. I løbet af dagen kom der omkring 1.000 gæster, der også kunne nyde mad og drikke i det store telt, og børnene kunne muntre sig på hoppeborgen. Støtteforeningen havde en stor tombola med mange sponsorerede præmier samt, der var fortsat salg af lodder til sponsorbilen, der blev udtrukket sidst på dagen.

Om aftenen var der arrangeret sensommerfest med grillet flæskesteg med alt tænkeligt tilbehør. Det var madklubben "De rigtige mænds madklub", der stod for lækkerierne.

Med den store tilstrømning er det helt sikkert, at der også den 3. lørdag i september i 2019 bliver et traktortræk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...