Søn af Jodle Birge underholdt med Tre hvide duer og Rigtige Venner

SINDAL: Forleden underholdt sangeren Bo Young de ældre på Vendelbocentret. Det var centrets frivillige i ”Dame/Herreklubben”, der havde engageret den populære sanger, som er søn af Jodle Birge.

Bo Young har i de sidste 13 år rejst rundt og optrådt med et populært program med egne og farens bedste sange som ”Tre hvide duer” og ”Rigtige venner”.

Når Bo Young optræder, er det på den samme jordnære måde som sin far. Publikum kommer altid i første række, og med mikrofonen i hånden bevæger han sig rundt blandt publikum og synger med stort nærvær.

Allerede fra den første sang havde Bo Young publikum i sin hule hånd. Han sang, fortalte anekdoter og fortællinger om sin far og fra sin egen barndom. Det kunne tydeligt ses på de ældres udtryk, at det var sange de nød, og publikum sang da også med på de fleste af sangene.

Bo Young sang i to afdelinger, hvor der indimellem blev serveret kaffe og kage. Og som noget nyt, var der lodtrækning om et par flasker vin på indgangsbilletten. I anledning af den kommende jul sang Bo Young ”Glæd dig til Kristus er her”, inden dagen blev afrundet med ”Skuld gammel venskab rejn forgo”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...