BINDSLEV: Siden den 1. december 2017 har Barkholt Radio & TV været tilbage i Bindslev, dog ikke i samme udgave som inden flytningen til Hjørring.

Det er i dag de to tidligere medarbejdere, Tom Jensen og Henrik Larsen, der driver virksomheden videre i en del af Nørrebro 16, hvor de nu har kontor og lager. Der er ikke længere en fysisk forretning, men en mindre udstilling i to facadevinduer ud mod Nørrebro.

Henrik Larsen der er faglært elektroniktekniker, fortæller, at når der ikke længere er en fysisk forretning, kan man henvende sig på servicetelefonen og få en aftale.

- Vi yder stadig den samme service, og ekspertise inden for kerneområderne, salg og reparation af antenneanlæg, tv og radio som vi altid har gjort, forsikrer Tom Jensen, der er udlært radiomekaniker. - Det er stadig hovedsagligt gennem henvendelser og kundebesøg, vi finder den optimale løsning, på den produktsammensætning, der matcher kundens ønsker og behov, fortæller Tom videre.

Nogle af de arbejdsopgaver som Barkholt Radio og TV løser, er blandt andet installering af interne netværk, både hos virksomheder og private. Og som noget forholdsvis nyt, monterer vi også projektorer og lydanlæg i kirker og forsamlingshuse, fortæller Tom Jensen, der også kan fortælle, at de har mange kunder som ønsker infoskærme i for eksempel institutioner.

- I perioder har vi også travlt med at yde service på TV i sommerhusområderne, hvor gæsterne mangler kanaler eller der skal installeres nyt. Og så har vi for tiden stor efterspørgsel på ældrevenlige fjernbetjeninger, sådan nogle med få og store taster, der skal programmeres til kundens TV, fortæller Henrik Larsen.

Så jo, Barkholt’s Radio & TV lever bestemt i bedste velgående, og kan kontaktes på servicetelefonen, som har samme nummer som den altid har haft.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...