Danmission arrangerer den årlige basar i Sindal Sognegård

SINDAL: I 197 år har Danmission været med til at skabe velfungerende og bæredygtige lokalsamfund rundt om i verden blandt andet i Mellemøsten, Asien og Afrika, hvor målet er at bekæmpe fattigdom med fokus på udvikling af lokale holdbare samfund. Det sker gennem projektet "Gør verdens børn til fremtidsbørn".

At hjælpe koster penge, derfor indsamler Danmission rundt omkring i landet penge til formålet på forskellig vis. I Sindal gøres det blandt andet ved den årlige basar i Sognegården, som i år er lørdag den 3. november.

Formanden for Røde Kors i Sindal, Peter Duetoft, åbner basaren klokken 10. Derefter kan de besøgende handle i basarens mange spændende salgsboder med flotte håndarbejder, genbrugslys, bagværk og syltetøj. Der er også en stor tombola med 400 gevinster samt amerikansk lotteri og en Café med lækkert smørrebrød, kaffe, te og lagkager. Og igen i år er der lotteri om en mortensaftenskurv.

Klokken 13.30 er der traditionen tro modeshow, hvor Røde Kors Genbrugsbutikken viser smart genbrugstøj, og herefter er der stort basar-kaffebord.

Har man brugte frimærker, gamle lysestumper, gevinster til tombolaen eller til det amerikanske lotteri samt hjemmebag, syltetøj eller andet til salgsboderne modtages disse ting med tak af Elin og Henrik Horsholt, der efter aftale på telefon 24 98 99 81 gerne henter tingene.

Overskuddet fra basaren hjælper Brødremenigheden og Danmission i deres arbejde med projekt "Fremtidsbørn" og er med til at bekæmpe, at børn bliver lemlæstet eller dræbt, fordi de er albinoer, at børn lever en hverdag med vold og overgreb i skolen og i hjemmet, at børn, som har mistet deres forældre, lever i ensomhed, og at børn vokser op i fattigdom og frygt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...