Tversted Jazzy Days skød 20 års jubilæum i gang med fint besøg

TVERSTED: Et begejstret publikum nød lørdag på Klitgårdens et veloplagt DR Big Band med mundharpeekvilibristen Mathias Heise i front. Det intime lokale, blev for en stund omdannet til jazzklub for 200 jazzentusiaster.

Mathias Heise er et kendt ansigt i Tversted, hvor han flere gange har spillet.

DR Big Band - dirigeret af Nikolai Bøgelund - havde bedt ham skrive nye numre og arrangementer til bigbandet.

Den konstellation gik rent ind. Publikum kvitterede med stående klapsalver.

Jazzy Days formand Niels Ole Sørensen glæder sig over, at det endelig er lykkedes at lokke bigbandet til Tversted.

- Det var fuldstændig vildt og folk var meget begejstede, siger han efter koncerten.

Big Band koncerten blev lynhurtig udsolgt, da det i juni blev kendt, at bandet stod for åbningskoncerten til Tversted Jazzy Days 20 års fødselsdagssæson.

Om det er bigbandet og Mathias Heise, der satte ekstra gang i billetsalget, vides ikke.

- Vi er lidt rystede og glade i år over forsalget til koncerterne. Det har været usædvanlig godt og det fortsætter. Der er få billetter tilbage til tirsdag aften og onsdag aften er udsolgt, siger Niels Ole Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...