Hjørring Kommune har nu samlet de forskellige foreningstilbud i en pjece på nettet

HJØRRING: Springer børn med motoriske udfordringer i stortrampolin? Svaret er ja, og aktiviteten findes i foreningsregi i Springteam Nordjylland.

Mange foreninger i Hjørring Kommune tilbyder foreningsaktiviteter for børn og unge med særlige udfordringer - såvel fysiske som psykiske handicaps. Og tilbuddene er nu samlet på Hjørring Kommunes hjemmeside.

- Vi har interesseret os for hvilke foreningstilbud, der i Hjørring Kommune findes for børn og unge med særlige behov, og rigtig mange foreninger tilbyder allerede spændende aktiviteter, siger næstformand for Børne-, Fritids- og Uddannelsesudvalget Sven Bertelsen.

- Nu er de tilbud, som vi kender til, samlet i en pjece, som forældre kan finde på Hjørring Kommunes hjemmeside.

Tilbyder din forening aktiviteter med plads til børn med udfordringer, er der stadig plads til omtale i pjecen, som udelukkende eksisterer i elektronisk form.

- Det skulle gerne give forældrene og andre et bedre overblik over foreningstilbud til netop deres barn, fortsætter Sven Bertelsen.

- Der er nemlig en utrolig spændvidde i de tilbud, som foreningslivet tilbyder, og Hjørring Kommune inviterer til et udbygget samarbejde om etableringen af endnu flere tilbud.

Det er muligt at gå til stortrampolinspring, gymnastik i Vrå Gymnastikforening, svømning og bordtennis i Hirtshals, og både spejdere, skytteforeninger og billardklubber indsluser ofte børn og unge med særlige behov i de eksisterende foreningstilbud.

Undersøgelser indikerer en positiv sammenhæng mellem fysisk aktivitet og koncentration samt indlæringsevne (kilde: Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsens materiale ”Tilbud der gør en forskel - idræt til børn og unge med særlige behov”, januar 2016).

Pjecen kan findes på www.hjoerring.dk/særlige-behov

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...