SINDAL: Den kommunale institution Børnehuset i Sindal kunne i november fejre 5 års fødselsdag. Da fødselsdagen faldt sammen med den årlige bedsteforældredag, var der anledning til at begynde dagen med hjemmebagte boller og mandariner, saftevand og kaffe.

Børnehuset er delt op i tre grupper: Vuggestue, 3-års gruppen og gruppen for de 4-6 årige. Vuggestuen havde bedsteforældredag sidste mandag, 3-års gruppen i tirsdags og de 4-6 årige i onsdags. Forældrerådet og personalet glædede sig over, at der alle tre dage var et stort fremmøde af bedsteforældre, der ville være sammen med deres børnebørn om juleklip og være med til at pynte juletræet.

- Det er dejligt at se den store opbakning, der er til Børnehuset både fra forældre og børnenes pårørende. Ikke kun til vores forskellige arrangementer men også i dagligdagen, hvor pårørende altid er velkommen, fortæller Mette Pedersen, daglig leder af Børnehuset.

Foruden de ansatte har Børnehuset også et Forældreråd med 5 repræsentanter, der er med i det lokale arbejde og kommer med ideer til ledelsen om forskellige aktiviteter og forbedringer til glæde for husets mange børn.

Børnehuset har plads til 120 børn i børnehaven. For tiden er der ledig kapacitet, da der kun er 100 børnehavebørn tilmeldt Børnehuset samt 20 børn i vuggestuen.

Mange har nok bemærket, at husets flotte farvede facadeplader krakelerer. Hjørring Kommune har fundet årsagen, og HP Byg er for tiden i gang med at udskifte alle pladerne. Såfremt vejret ikke driller, vil arbejdet være afsluttet omkring årsskiftet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...