Sær-udstillingen ”Hjørring på de skrå brædder” åbnede fredag

HJØRRING: Der er ingen skrå brædder på Vendsyssel Historiske Museum. Og det til trods for, at museets nye særudstilling netop har titlen: Hjørring på de skrå brædder.

Men der er en god forklaring på, at der endnu ikke er bygget en scene op i udstillingslokalet. Lokalet skal nemlig danne ramme om børneteaterforestillinger 5. og 6. april i forbindelse med Aprilfestivalen. Og skuespillerne foretrækker at optræde på gulvet.

Når Aprilfestivalen er slut, bliver udstillingen tilføjet en lille scene, hvor børn og deres forældre kan lege skuespillere.

Aprilfestivalen er anledningen til, at Vendsyssel Historiske Museum har valgt at sætte fokus på næsten 200 års teaterhistorie.

- Her i huset kan vi godt lide at tage aktuelle emner, der optager borgerne i byen, sagde museumsinspektør Jens-Christian Hansen, der ved åbningen fredag kunne fortælle, at udstillingen har været under opbygning i 11 måneder.

- Vores ambition har været at lave en udstilling, der kan inddrage publikum, kan begejstre publikum og kan vække minder hos publikum. Vi skal fortælle byens og borgernes historie.

For mange teatergængere vil et besøg i udstillingen blive en tur ned ad teater-mindernes vej. Plakater, kostumer, billeder og kulisser fra forestillinger er udstillet i to lokaler. Det ene lokale er en fortolkning af den smukke teatersal på Vendelbohus, og det andet er en stiliseret udgave af den moderne ”black box” på Vendsyssel Teater.

Udstillingen blev åbnet af skuespiller og byrådsmedlem Jørgen Bing, og han omtalte blandt andet den god samarbejdsånd og samhørigheden på tværs af kulturinstitutioner - og mellem amatører og professionelle.

- Det fandt jeg både meget inspirerende og frugtbar. Og der er folk, der gennem årene virkelig har bibragt Hjørring ryet som en af Danmarks bedste teaterbyer.

Jørgen Bing klippede det røde bånd, og opfordrede gæsterne til at se nogle af de mange børne- og ungdomsforestillinger i den kommende uge.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...