Ældre Sagen Sindal har ældrepolitisk møde med Marianne Jelved (RV) og Rasmus Prehn (S)

SINDAL: Ældre Sagen Sindalafdeling får mandag den 8. oktober 2018 besøg af de to folketingspolitikere Marianne Jelved (RV) og Rasmus Prehn (S), som vil tale om deres syn på ældrepolitikken nu og i fremtiden.

Mødet foregår på Cafe Fiehn på Pakhustorvet i tidsrummet kl. 14 til kl. 16.

- Mødet er lidt af en prøveklud for os. Vi fik en henvendelse fra de to politikere om vi har lyst til at tage et møde om ældrepolitik, og det synes vi kan være en god ide. Mødet falder sammen med kommunen er ved at lægge budget for næste år, hvor der snakkes meget om besparelser på ældreområdet, forklarer John Kirstein, formand for Ældre Sagen Sindal.

For ham at se er der himmelvid forskel på det landspolitiske og kommunalpolitiske plan for ældrepolitik.

- Det vil være rart om de kommer, og fortæller om deres visioner om fremtidens ældrepolitik. Jeg ser frem til at få en fornuftig snak om de ældrepolitiske visioner over for det kommunalpolitiske, siger John Kirstein og tilføjer:

- Der er nok det samme menneskesyn.

Tilmelding til det ældrepolitiske møde på Cafe Fiehn skal ske senest den 5. oktober til Inge-Lise Toft Jensen fra Ældre Sagen af hensyn til bestilling af kaffe og kage. Koster 50 kr.

Mødet er for alle

Et andet ældrepolitisk initiativ Ældre sagen Sindal har engageret sig i er åbning af en demenscafe i sidste uge.

- Vi er med i et forsøg på landsplan i Ældre sagen, hvor 20 demensvenlige afdelinger opretter en demenscafe. Der ligger et stort stykke arbejde bag en demenscafe og kommunen skal også ind over. Ved åbningen dukkede der seks personer op, som har fået at vide, hvad det går ud. Nu skal vi se, hvad de har af behov. Pårørende har lige så store problemstillinger, oplyser John Kirstein og peger blandt andet på følgende problemstilling:

- Det tager seks til 10 uger at få lavet en udredning om en person er blevet dement, men hvad så bagefter. Her kan vi træde ind. Kommunen er interesseret i at vi starter op, men grundet besparelser mangler vi at få samarbejdet med kommunen på plads.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...