Fotojournalisten, der blev holdt fanget af Islamisk Stat, fortæller om sin grusomme oplevelse

UGILT: I det nye år kan de lokale opleve en af danmarkshistoriens mest markante gidselsager, når Daniel Rye gæster Ugilt Forsamlingshus.

Ugilt Borgerforening og Lørslev Café og Kulturhus står bag foredraget med fotojournalisten, der sad i fangenskab ved Islamisk Stat gennem 398 dage. Det er siden blevet beskrevet i DR-korrespondenten Puk Damsgaards bog ”Ser du månen, Daniel?” og den efterfølgende filmatisering af forløbet.

Daniel Rye blev holdt gidsel gennem 13 måneder i forbindelse med sit besøg som fotojournalist i Syrien. Her endte danskeren i fængsel i byen Raqqa, mens terrororganisationen forhandlede med familien om en løsesum.

En omfattende og hemmelighedsfuld indsamling betød, at han kunne forlade sit fangenskab. Til gengæld endte flere vestlige fanger med at miste livet hos Islamisk Stat. Amerikaneren James Foley blev offer for den første videodokumenterede henrettelse af IS.

Amerikaneren blev tætte venner med Daniel Rye i fængselscellen, og danskeren endte med at huske et brev til James Foleys familie udenad.

Der er 150 billetter til foredraget til salg.

Det sker 16. april 2020 mellem 19 og 21. Billetsalget slutter 15. januar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...