Fællesspisning skal bringe folk sammen

SINDAL: Ældre Sagen i Sindal inviterer til ”Danmark spiser sammen” i Sindal Hallerne lørdag den 27. april fra klokken 12 til 16.

Der er åbningstale ved Lene Smidstrup, der er medlem af Ældrerådet i Hjørring. Herefter serveres en to retters middag fra Café Fiehn med efterfølgende kaffe og hjemmebagt Doris kringle. Der er musik og underholdning ved Henrik Klitgaard og Ældre Sagens Sangkor fra Frederikshavn. I løbet af dagen afholdes stort amerikansk lotteri med gevinster sponsoreret af erhvervsdrivende fra Sindal og omegn.

Måltider og fællesspisning skaber fællesskaber, som bringer mennesker sammen, der ikke normalt mødes. Målet er, at alle skal blive bedre til at invitere andre indenfor, men også til selv at sige ja til invitationer til at deltage i nye fællesskaber. Flere end 210.000 mennesker føler sig ofte ensomme. Folkebevægelsen mod Ensomheds vision er at halvere antallet inden udgangen af 2020, og en del af indsatsen er ”Danmark spiser sammen”.

Flere kender sikkert nogen, der ofte føler sig ensomme. Men ensomhed er et tabubelagt område, som forstærkes af, at man ikke deler den med nogen. Ensomhed mistrives i fællesskaber. I fællesskaber er ingen alene. Fælles måltider er samvær med hinanden, hvor netop fællesskaber kan styrkes og nye skabes.

”Danmark spiser sammen” skal skabe grobund for flere lokale fælles måltider. Ældre Sagen i Sindal vil ud i hver en krog og op på hver eneste af samfundets etage, høj som lav, på land og i byerne, på tværs af generationer, kulturer og sædvanlige opdelinger. Målet er, at alle involverer sig og får lyst til at invitere eller tage imod en invitation.

”Danmark spiser sammen” er en national begivenhed, der vil gøre det lettere for alle at invitere indenfor, og selv turde sige ja tak til en invitation. Ved at bringe mennesker sammen, der normalt ikke mødes, sættes der fokus på ensomhed.

Ældre Sagen i Sindal håber, at mange vil bakke op om arrangementet og få nogle hyggelige timer sammen med andre.

Alle er velkommen, men Ingerlise Toft Jensen modtager meget gerne tilmelding inden den 20. april.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...