Mange besøgende i Sindal - livlig handel sørger for pænt overskud

SINDAL: Siden 1920 har Danmission i Sindal hvert år afholdt basar for at være med til at skabe velfungerende og bæredygtige lokalsamfund rundt om i verden blandt andet i Asien, Afrika og Mellemøsten, hvor målet er at bekæmpe fattigdom. Igen i år er det projektet ”Gør verdens børn til fremtidsbørn”, der er i centrum for Danmissions arbejde.

Årets store basar blev afholdt i lørdags, hvor der lige fra åbningen var fyldt godt op i Sognegårdens lokaler med mennesker, der var klar til at yde en ekstra økonomisk indsats for at hjælpe verdens fattigste børn til en bedre fremtid.

Basaren blev åbnet af Peter Duetoft, der talte om det vigtige i at støtte børn i hele verden og dermed give dem håb om en bedre fremtid. Han opfordrede også gæsterne til at bruge mange penge i basarens boder for hver en krone gør en forskel for verdens fattigste børn.

Folk fulgte opfordringen, og dagen igennem strømmede besøgende til basaren, og de handlede i salgsboderne med genbrugslys, hjemmelavet strik og mange andre ting samt købte lodder i det amerikanske lotteri og tombolaen. I caféen var der lækkert smørrebrød og kaffe, som kunne købes hele dagen.

- Det har været en rigtig god dag med mange besøgende, som har lagt store beløb i salgsboderne. Jeg regner med, at vi får et pænt overskud, der ubeskåret går til Danmission og Brødremenighedens arbejde for ”Gør verdens børn til fremtidsbørn”, fortæller basarens koordinator John Bilde.

Som afslutning på en god dag, var der modeshow, hvor Røde Kors viste, at det slet ikke er svært at finde tøj til enhver lejlighed i genbrugsbutikken i Nørregade.

Basarens store lotteri blev udtrukket på følgende numre: 1306, 1565, 1236, 1516, 1148, 1332 og 1526. Uafhentede gevinster kan afhentes hos Elin eller Henrik Horsholt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...