I søndags blev den 1. søndag i advent og det nye kirkeårs begyndelse markeret i alle kirker. I Sindal Bykirke var der familie- og festgudstjeneste med deltagelse af minikonfirmanderne og sang ved solist Karen Grarup akkompagneret af organist Carsten Kær Nielsen.

Sognepræst Iben Aldal indledte gudstjenesten med bekendtgørelse af den årlige konstituering af menighedsrådet, som er den sidste inden menighedsrådsvalget til næste år. Menighedsrådet er indtil valget sammensat med Ole-Jan Staun-Pedersen, formand, Henriette Hejlesen, næstformand, Erik Uggerhal, kasserer, Grete Marie Andersen, kontaktperson, Anna Grethe Gaardbo, kirkeværge Gl. Kirke, Johnny Kurt Andersen, kirkeværge Bykirken og Finn Christiansen, medlem.

De mange minikonfirmander gik i procession i deres fine udklædning til julespillet ”Verdens første juleaften”, og de sang ”Vi hænger op en adventskrans”. Efter en fællessalme var der julespil, prædiken i børnehøjde, og Karen Grarup sang ”Tidsrejsen” og ”Lille store verden”, sange som børnene til alles store overraskelse sang med på.

Efter gudstjenesten blev alle inviteret til frokost i Sognegården.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...