SINDAL: I anledning af julen var der forleden julefest i lokalerne på Vendelbogade, hvor Radio Sindal har til huse. Alle radioens medlemmer og andre interesserede var inviteret til en hel dag med levende musik og julehygge.

- Det er en tradition, at vi lige op til jul holder Åbent Hus med levende musik, hvor vi også byder på lidt at spise i løbet af dagen, fortæller radioens formand Kristian Jensen.

Dagen startede med rundstykker, og den levende musik blev leveret af den kendte dansktopsanger Finn Lund, samt Kristian Nefer der sang og spillede guitar. De to musikere sang og spillede alsidig dansktop-musik tilsat lidt country og julesange. Det var sange som de tilstedeværende sang og nynnede med på.

Det blev alt sammen sendt i direkte radio til lytterne, der også kunne opleve forskellige interviews med publikum. I løbet af dagen var der konkurrencer blandt publikum med præmier fra erhvervslivet i Sindal og omegn.

Radio Sindal er borgernes egen lokale radio, der startede i 1988 i lokaler på Sindallund i Danmarksgade. Siden har radioen også haft lokaler på Solgården og Baggesvognsvej, indtil radioen for fem år siden flyttede ind i de nuværende lokaler på Vendelbogade.

Selvom Radio Sindal er en lille lokalradio, er den meget populær. Det skyldes nok den alsidige programflade, hvor der ugen igennem sendes programmer med blandet indhold, og de forskellige studieværter er med til at sætte deres personlige præg på udsendelserne.

Radioen kan aflyttes på FM båndet på 104,1 og 107,4 MHz, og ugens radioprogrammer kan læses på radioens hjemmeside.

- Alle er velkommen til at besøge os på Vendelbogade og se, hvordan vi laver lokalradio. Vi vil også gerne have nye medlemmer, for det er med til at gøre radioen stærkere, og et medlemskab koster ikke ret meget. Kun 100 kr. for et enkeltmedlemskab, 180 kr. for en husstand og 500 for foreninger og virksomheder. Lige nu er vi 200 medlemmer, fortæller Kristian Jensen.

De næste store højdepunkter er på søndag den 16. december fra klokken 16 - 19, hvor Astrid og Kristian Jensen har sammensat et spændende juleprogram ”Fra min barndoms jul til i dag”. Nytårsaften sidder Astrid og Kristian Jensen igen ved mikrofonerne fra klokken 16 til klokken 3 den næsten morgen. Her kan lytterne ringe ind og ønske et stykke musik.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...