SINDAL: Vi har nu passeret den 2. februar, hvor det er Kyndelmisse, så nu er det sikkert, dagene bliver længere og længere. Dagen er allerede tiltaget med mere end 2 timer. Og som traditionen tilskriver, blev Kyndelmisse, som er lysets fest, i søndags fejret i Sindal Bykirke med lys, sang, musik, læsninger fra biblen og ord til eftertanke.

Årets konfirmander medvirkede ved gudstjenesten. De bar lyset ind, bad ind- og udgangsbønnen samt læste tekster fra biblen. Konfirmanderne fortalte også, hvad de hver især forbinder med lys og mørke.

Sognepræst Hanne Jørgensen indledte gudstjenesten med at fortælle om Kyndelmisse, som er en fordanskning af det latinske ord for lysmesse.

Oprindeligt en katolsk tradition, der er videreført til den evangelisk-luthersk folkekirke. Efter prædiken og musik med guitarist Casper Hejlesen, der blev akkompagneret af organist Carsten Kær, var der altergang.

Efter den stemningsfulde gudstjeneste var der hotdogs og kakaomælk til alle i Sognegården.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...