I uge 39 - denne uge - sætter Hjørring Kommune fokus på demens med en Vidensfestival, der omfatter en række arrangementer i hele Hjørring Kommune. I lørdags var der opstart på festivalen i seks forskellige byer, hvor demenskonsulenterne fortalte om ugens mange arrangementer samt orienterede om demens.

I Sindal ved Superland var Betinna Ronnest og Mette Flensted til rådighed. Bettinna er faglig udviklingskonsulent og er i sygeplejen med tilbud til demente. Mette kører rundt til borgere og pårørende og vejleder i demens. Så det var to meget kvalificerede medarbejder, kommunen havde sendt til Sindal for at informere om de mange tilbud, der er til demente og deres pårørende.

Det er andet år i træk, at Hjørring Kommune gennem en hel uge sætter fokus på demens med det formål at lære borgere og pårørende, hvad det vil sige at være ramt af demens. Hver dag i ugens løb er der op til flere arrangementer i kommunens byer. Onsdag eftermiddag er der foredrag med tidligere sygehuspræst Ruth Østergaard Poulsen med emnet ”Hvordan hjælper vi bedst os selv og hinanden, når vi kommer på herrens mark?”. Det foregår i Forsamlingsbygningen i Hjørring klokken 16.30. Torsdag inviterer Ældre Sagen og demenskonsulenterne til ”Demens Café” i Hjørring Sundhedscenter fra klokken 9 til 17. Fredag er der åbent hus ved Træningsenheden og information om Velfærdsteknologi i Sundhedscentret samt ”Sang og danse eftermiddag” i Forsamlingsbygningen.

Hele ugens program kan ses på www.vidensfestival-demens.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...