Fredag aften, forud for lørdagens Præstegårdsfestival i Den Gamle Præstegård i Ugilt, var der en smuk og medlevende klassisk koncert i Ugilt Kirke. Det var den fransk-norske trio FRANOR, som drog publikum ind i den klassiske guitars univers, og Rameau-ensemblet fra Kongelige Norske Marines Musikkorps, der spillede både norsk og dansk kammermusik.

Koncerten blev indledt af borgmester Arne Boelt med en åbningstale, hvor han takkede Dansk Norsk Forening i Vendsyssel og Den Gamle Præstegård for deres initiativ til nu for fjerde gang at afholde Præstegårdsfestivalen både i kirken og den gamle præstegård. Og han talte om det gode venskab og samarbejde, der er mellem Hjørring Kommune og Norge, inden han erklærede festivalen for åbnet..

Festivalens konferencier Per Nørgaard Sørensen fortalte om aftenens koncertprogram med Kongelige Norske Marines Musikkorps og trioen FRANOR, som er sammensat af franske Marine Bouttier, norske Anna Vegrim Ryvænge og norske Ingrid Horvei Lyslo. Marine har afsluttet musikstudium i Belgien. Anna studerer i Aarhus og Ingrid i Bergen. De mødtes ved en tilfældighed til en musikfestival i Frankrig i 2017 og fandt hurtigt sammen i et musikalsk fællesskab. Efter en festival i Holland i januar forrige år blev de enige om at danne guitartrioen FRANOR. Ved siden af deres studier rejser de rundt og afholder klassiske guitarkoncerter.

Rameau-ensemblet fra Kongelige Norske Marines Musikkorps er opkaldt efter den franske komponist Jean Phillippe Rameau. Foruden dansk og norsk musik spillede oktetten også musik af den franske komponist. Kongelige Norske Marines Musikkorps, der har en central plads både i det militære- og civile musikliv, kan til næste år fejre deres 200 års jubilæum.

- Vores besøg i Danmark er nok indledningen på et større musikalsk samarbejde med øget fokus på de gode relationer, der er mellem Danmark og Norge. Vi håber, at vi også kan komme til Præstegårdsfestivalen i vores jubilæumsår, fortæller musikkorpsets chef orlogskaptajn Kristian Brath.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...