Nordjyske Jernbaner udvider på tog, hvor der optrædes for passagerer

HJØRRING/FREDERIKSHAVN: Børn kommer med mange betragtninger om dette og hint, og de mere usandsynlige af slagsen kan man tackle på to måder: Man kan gå i clinch med udgydelserne i et forsøg på at modbevise påstandene - eller blive ved at løse sit kryds og tværs, mens man siger ja-ja ...

Men måske har den lille purk ret, hvis han lørdag 29. november udbryder "Se mor, der er en dinosaur", hvis I kører i tog med Nordjyske Jernbaner på strækningen mellem Hjørring og Frederikshavn.

Under overskriften "Danmarks Længste Scene" er toget nemlig på fire afgange en slags rullende teater: Ude på bondemændenes marker - og på stationerne - er der optræden hist og her i det fri.

Anledningen er Hjørrings og Frederikshavns købstadsjubilæer - henholdsvis 775 år og 200 år - og jo: På et tidspunkt vil man kunne se fem meter høje dinosaurusser på strækningen.

Rolle-spillerne fra Yxengaard flår sværdene frem og kæmper, strikkedamer vil et andet sted udstille en "mur af farver, kærlighed og sammenhold", ligesom en række andre aktører vil sørge for at give passagerne en helt speciel togrejse - mere end 100 frivillige medvirker.

Og Nordjyske Jernbaner regner da også med, at flere vil køre i tog, når showet ruller sig ud på i alt fire afgange, så der er sat et par ekstra vogne på togsættet.

Det drejer sig om disse afgange:

Hjørring - Frederikshavn 13:00-13:26

Frederikshavn - Hjørring 13:32-13:57

Hjørring - Frederikshavn 13:58-14:26

Frederikshavn - Hjørring 14:32-14:57

Prisen for en tur på "Danmarks Længste Scene" er en almindelig togbillet.

Projektet er støttet af Kulturalliancen.tn

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...