SINDAL: Onsdag den 13. februar klokken 20 holder hospicesygeplejerske og sorgrådgiver Britta Eckhardt foredrag på Sindal Bibliotek om det vanskelige emne: SORG. Hun vil blandt andet komme ind på den komplicerede sorg hos børn, unge og voksne. Britta Eckhardt vil i sit foredrag også fortælle, hvordan man skal forstå begrebet sorg, og hvorfor der er kommet så meget fokus på sorg. Foredraget er en vekselvirkning mellem oplæg på powerpoint og små videoklip om forståelse af sorgens mekanismer.

I 2017 mistede 53.261 danskere livet og hvis det antages, at for hvert dødsfald er minimum fire personer i sorg, betyder det, at 213.000 personer i Danmark blev ramt af sorg bare i det år. Det er en af grundene til, at der er kommet så meget fokus på sorg. En anden er, at i juni 2018 kom kompliceret sorg med på WHO´s liste over sygdomsdiagnoser på linje med depression og angst.

- Kom og bliv klogere på det komplicerede emne om sorg i alle aldersgrupper. Alle er velkommen, siger Britta Eckhardt, der også vil fortælle om sine bevæggrunde for at vælge en uddannelse som sorgrådgiver.

Foredraget er arrangeret af KristenDemokraterne i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev kommuner. Der er fri entré.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...