På mandag den 2. september klokken 10 begynder en ny sæson med Seniormotionen i hal B i Sindal Hallerne. Det er den 12. sæson, der tages hul på, og for hver sæson er der blevet flere ældre, der gerne vil dyrke lidt motion. Normalt kommer der i omegnen af 50 kvinder og mænd til mandagsmotionen.

- Det er dejligt, at vi i så mange år har kunnet fastholde interessen for motion til ældre. Det skyldes ikke mindst vores dygtige instruktører Anne Marie Dahl og Lilly Jensen, der på skift sørger for, at vi får gang i musklerne og sved på panden, fortæller Sigrid Krogh.

Efter en effektiv opvarmning er der forskellige former for motion, som alle kan følge med til, for der tages hensyn til de enkelte deltagere på holdet. De sveddryppende øvelser fortsætter til klokken 11, hvorefter der er socialt samvær med kaffe, kage og sange fra Højskolesangbogen. Det koster kun 20 kroner pr. gang, og der betales kun, når man deltager.

- Alle ældre er velkommen, og der er plads til mange flere på holdet, siger Sigrid Krogh.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...