Sygeplejersker i Vendsyssel mødtes efter 65 år

VENDSYSSEL: I år er det 65 år siden, at 24 unge piger begyndte uddannelsen til sygeplejerske på Hjørring Sygehus.

Uddannelsen dengang var ikke som i dag, hvor adgangskravet er gymnasial eksamen. Dengang var adgangskravet af mere praktisk karakter med 2 år i huset efterfulgt af et 6 måneders ophold på en af landets mange Sygeplejehøjskoler. Herefter kunne der ansøges om optagelse på den egentlige 3-årige uddannelse til sygeplejerske, der blev gennemført på et sygehus. I alt tog uddannelsen 5,5 år mod i dag 3,5 år.

Lige fra den første dag har de 24 piger holdt sammen, og med års mellemrum er de mødtes for at fejre den store dag, hvor stod på hovedtrappen til Hjørring Sygehus og blev fotograferet, inden de fik overrakt deres eksamensbeviser efter en veloverstået uddannelse til sygeplejerske. Efterhånden som alderen skrider frem, er de også begyndt at markere den dag, hvor de startede på uddannelsen. Ud af de 24, der i 1954 begyndte uddannelsen på Hjørring Sygehus, er der i dag kun 11 tilbageværende.

Forleden blev dagen, hvor uddannelsen begyndte for 65 år siden, fejret. Syv pensionerede sygeplejersker mødtes hos Sonja Brandt i hendes sommerhus på Nørlev Strand til hyggeligt samvær med god mad fra Landkøkkenet i Mygdal, gåture på stranden og en masse snak om gamle dage. Det kunne ikke mærkes, at de alle er i midten af 80’erne. Snakken om gamle dage gik så lystigt, at der næsten ikke var ro til at spise den dejlige mad, som blev serveret af Bo og Kaj fra Landkøkkenet i Mygdal. Også sangene fra eksamensfesten blev sunget igen og igen, og der blev fortalt en masse anekdoter fra tiden, hvor de havde været aktive sygeplejersker rundt omkring i Danmark og Norge.

Første gang sygeplejerskerne mødtes efter uddannelsen var, da de havde ”kobberbryllup” efter 12,5 år. De fik ved den lejlighed en rundvisning på Hjørring Sygehus og efterfølgende spiste de frokost i konditori Willy i Østergade. Til ”sølvbrylluppet” efter 25 år mødtes de alle på Løkken Vejkro. Da der skulle være 40 års jubilæum, var holdet så spredt, at en annoncering i Vendsyssel Tidende var nødvendig, før de kunne samles på restaurant Skammekrogen i Hjørring. Der manglede desværre tre. De var siden sidste jubilæum afgået ved døden. Holdet mødtes igen efter 45 år. Denne gang hos Sonja Brandt i hendes sommerhus. 50 års jubilæet blev fejret på Vandrehjemmet i Hirtshals, og til 60 års jubilæet mødtes syv af de nulevende sygeplejersker igen i sommerhuset på Nørlev Strand.

De syv, der forleden var samlet til 65 års jubilæet, var Eva Muhlig, der har været sygeplejerske på Frederikshavn Sygehus og ansat i Hjemmeplejen i Frederikshavn. Grethe Jensen der har været sygeplejerske på Bispebjerg Hospital og været i Lemvig, inden hun vendte tilbage til Hjørring, hvor hun var på røntgenafdelingen i 35 år indtil pensioneringen.

Anne Lise Stokbro Jensen flyttede sydpå og var ansat i Hjemmeplejen i Vojens. Esther Voskjær blev sygeplejerske på Ringkøbing Sygehus.

Inger Hede fik arbejde som sygeplejerske i Løgstør og Farsø og var ved Hjemmeplejen i Brønderslev i 30 år. Maja Grete Dragø rejste til Mandal i Norge og var sygeplejerske her, indtil hun flyttede tilbage til Danmark og fik arbejde på Skagen Sygehus og Hjemmeplejen i Skagen.

Sonja Brandt blev sygeplejerske på Aalborg Syd og Frederikshavn Sygehus, indtil hun blev gift med en landmand og blev hjemmegående husmor. I dag bor hun på Jasminvej i Sindal.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...