LINDERUM: Sidste sommer begyndte en storstilet renovering af køkkenet i Ugilt Forsamlingshus. Det gamle køkken var efter dagens forhold ganske utidssvarende og trængte til fornyelse, men et nyt køkken koster mange penge. Derfor ansøgte forsamlingshusets bestyrelse om at få andel i de midler, der er stillet til rådighed for Ugilt og omegns foreninger i forbindelse med opførelsen af de seks store vindmøller ved Egebjerg mellem Sønderskov og Ugilt. Af det samlede puljebeløb har Ugilt Forsamlingshus fået 500.000 kroner og sammen med en donation fra ENV Fonden på 200.000 kroner, var der penge til en total renovering af køkkenet og anskaffelse af nye og moderne komfurer og køkkenmaskiner.

Renoveringen af køkkenet er den foreløbige afslutning på en årelang modernisering af forsamlingshuset. Tidligere er de to sale blevet malet i lyse farver, og der er kommet kunst på væggene. Gulvene er blevet slebet og lakeret, og der er installeret energibesparende belysning. Huset har også fået et nyt fyr med varmepumpe.

Nu er det gamle Ugilt Forsamlingshus fra 1952 tip-top moderne og er klar til udlejning til selskaber af enhver art, og der komplet service til 120 personer.

- Vi kan allerede nu mærke en stigende efterspørgsel på Forsamlingshuset. Jeg tror, det skyldes det nye køkken og alle de nye og moderne faciliteter, at der er så mange, der gerne vil leje huset til deres fester, fortæller husets kasserer Thorkild Nielsen.

Udover udlejning sker der også meget andet i Forsamlingshuset. Af faste arrangementer er der BANKO-spil hver mandag klokken 19.30, to årlige spis-sammen-aftener og en stor nytårsfest.

- Bankospillet er en meget gammel tradition, der går så langt tilbage, at ingen længere kan huske, hvor det startede, siger Thorkild Nielsen.

Selvom der findes mange måder at få stillet sin spillelyst på, især i dag med det store udbud af elektroniske spil, er det gode gammeldags bankospil endnu ikke udkonkurreret. For her er mennesker sammen i et socialt fællesskab.

- Der kommer folk fra hele området. Vores spil er meget populært, fordi vi udover det almindelige bankospil sideløbende har spil som puljespil, Københavner-banko, amerikansk lotteri med flere, så der er rigtig gode muligheder for at vinde fine præmier, fortæller husets formand Bodil Pedersen.

Da der ikke kommer så mange som tidligere, er det et spørgsmål om bankospillet kan fortsætte i fremtiden.

- Jeg håber, at der i fremtiden kommer flere og spiller banko. For det er en meget vigtig indtægtskilde for Forsamlingshuset. Det er indtægterne fra spillede, der har sat os i stand til at modernisere huset og er med til at finansiere driften, siger Thorkild Nielsen.

- Og vi spiller hver eneste mandag året rundt undtagen, hvis en mandag falder på en helligdag. Spillet starter klokken 19.30, men alle er velkommen allerede fra klokken 18 til hyggelig samvær, supplerer Bodil Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...