Det er 40 år siden, Henrik fra Lørslev åbnede døren til værkstedet i Ilbro første gang - dengang som arbejdsdreng

LØRSLEV/ILBRO: Autotekniker Henrik Møller Jensen fra Lørslev har arbejdet på værkstedet hos Ilbro Auto i 40 år.

Han begyndte som 16-årig arbejdsdreng 1. november 1978 hos den daværende ejer David Jensen - far til Ole Jensen, der sammen med sin hustru Lene Thomsen ejer firmaet i dag.

- I første omgang var jeg arbejdsdreng, og fra 1. august 1979 kom jeg i lære, husker Henrik Møller Jensen, der blev fastansat på værkstedet efter endt læretid.

Håndelag for mekanik og interesse for mekanikerfaget har han altid haft.

- Jeg er opvokset på landet, og jeg har altid haft lyst til at skrue på motorer og finde ud af, hvorfor tingene fungerer, som de gør.

Ole Jensen konstaterer, at firmaet har en stabil og faglig dygtig medarbejder i Henrik.

- Og så er han rigtig god til fejlfinding i bilerne. Hvis kollegaerne på værkstedet må give op, sender de det ofte over til Henrik, og han giver ikke op - han bliver ved, til det virker. De sure, umulige ting ender næsten altid hos Henrik, smiler Ole Jensen.

- Det er godt med lidt udfordringer, griner Henrik Møller Jensen.

40 år i udvikling

Meget er sket siden Henrik Møller Jensen blev udlært mekaniker. Og Henrik er fulgt med udviklingen. Han blev i 1996 uddannet autotekniker, og hermed bliver han opdateret i sit fag og den senest nye teknik via en stribe opkvalificeringskurser.

Firmaet har også udviklet sig siden dengang.

- Dengang var der 10-12 brugtbiler til salg udenfor, smiler han.

Ole Jensen fortæller, at firmaet i dag sender i omegnen af 300 brugte biler ud på vejene til kunder fra hele landet - og tilmed også til kunder uden for landets grænser. Og hovedparten af salget foregår i dag via annoncering på nettet.

40 års jubilaren nyder kammeratskabet med kollegaerne på værkstedet - og Henrik og Ole er enige om, at arbejdsfællesskabet både byder på en god tone og god værkstedshumor. Fælles for kollegaerne er, at de alle har rigtig mange års anciennitet i firmaet - langt de fleste med over 20 års ansættelse i Ilbro Auto.

Passioneret jæger

Privat bor Henrik i Lørslev sammen med sin hustru Lone. Parret har børnene Christian, 24 år og Kathrine 20 år - Kathrine bor fortsat hjemme.

Henrik er ivrig og aktiv jæger. Han er medlem af Astrup Jagtforening, hvor jagtkammeraterne nyder godt af hans store engagement i foreningens ve og vel. Og som passioneret jægter er Henrik selvfølgelig ikke til stedet på værkstedet i Ilbro, når bukkejagten går ind.

- Så har jeg lige en uges ferie, smiler han.

Jagten har bragt ham til både Sverige og Polen, men hans primære jagtmarker ligger i Vendsyssel, hvor han også er medlem af to jagtkonsortier.

Henrik Møller Jensen har fejret 40 års jubilæet lørdag med kollegaerne - det skete Mortens Aften med andesteg og koncert med Lis Sørensen i Sæsing.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...