Knap 450 hjemmeværnssoldater deltog i øvelsen i Hjørring, Sindal og Frederikshavn

VENDSYSSEL: Hærhjemmeværnsdistrikt Nordjylland øvede i weekenden 27.-29. september militære færdigheder i området omkring Frederikshavn, Sæby, Sindal og Hjørring.

Under øvelsen var der fokus på at øve ”host nation support” – værtsnations støtte – hvor Hjemmeværnet skal bevogte militære områder, hvor allierede styrker vil opmarchere tropper eller gennemføre uddannelse.

- Øvelsen har været en stor succes, hvor der har deltaget knap 450 hjemmeværnssoldater, herunder ca. 50 fra US National Guard og det lettiske hjemmeværn, fortæller obertsløjtnant Jan Johansen, chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Nordjylland i en pressemeddelelse.

På Flådestation Frederikshavn lyder det fra kaptajn Mark, kompagnichef for Hjemmeværnskompagni Frederikshavn:

- I weekenden havde jeg og mine soldater ansvaret for hovedvagten på Flådestation Frederikshavn. Det var en stor oplevelse at gennemføre bevogtningsøvelse over 2 dage i fredstidsscenariet. Vi løsnede ikke et eneste skud under øvelsen, hvilket fortæller mig at scenariet har været realistisk og mine soldater har håndteret alle momenter professionelt. Samtidig var det en speciel oplevelse, at opleve E45 spærret af i perioden, så jeg på bedst mulig måde kunne løse den opgave, jeg var stillet, tilføjer kaptajn Mark.

En af opgaverne under øvelsen var at evakuere borgerne i Ørtoft. Borgerne var blevet forberedt på øvelsen, da der i dagene op til øvelsen var blevet delt flyers ud.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...