Penge samlet ind i bykirke

SINDAL: På en en dejlig efterårsdag i søndags var der høstgudstjeneste i Sindal Bykirke, hvor menigheden takkede for årets høst ved en festlig gudstjeneste med efterfølgende høstauktion til fordel for Folkekirkens Nødhjælp projekt ”Giv en køkkenhave”.

Da det kun koster 175 kroner at give en køkkenhave til en familie i verdens fattigste lande, og høstauktionen indbragte 2.700 kroner, kan Sindal Sogn nu hjælpe 16 familier til en bedre levevis med sunde grøntsager. Folkekirkens Nødhjælp køber frø og stiklinger på det lokale marked. Med disse frø og stiklinger har familierne mulighed for at dyrke deres egen køkkenhave med eksempelvis sojabønner, løg og spinat. Mange af verdens fattigste familier lever af en meget ensidig kost, der kan føre til fejl- og underernæring hos især børn. En køkkenhave betyder, at familien får flere grøntsager, flere vitaminer og en mulig indtægtskilde ved salg af afgrøderne. Med en køkkenhave modtager familierne også ernæringsråd fra en sundhedsvejleder, træning i at lave bede, udplante og gemme frø samt jævnlige besøg af en gartner. På denne måde får familierne forståelse for betydningen af en varieret kost og en viden om, hvordan de får mest ud af frøene ved forspiring og andre dyrkningsmetoder.

Gudstjenesten startede med procession, hvor minikonfirmanderne bar høstens gaver ind i kirken til præludium spillet af Carsten Højen på kornet og Marianne H. Jakobsen på orgel.

Minikonfirmanderne, Rødderne og Ungdomskoret sang for på den første salme: ”Nu går vi glad vor kirkegang”. Under sognepræst Hanne Jørgensens prædiken tegnede børnene en lang høsttegning på papir, der blev rullet ud i midtergangen. Det blev til en flot frise med mange høstmotiver.

Efter gudstjenesten var alle inviteret til frokost og auktion i sognegården. Musse Kristiansen var den friske auktionarius, som fik solgt de mange høstgaver, og det indbragte det flotte beløb på 2.700 kroner. For dette beløb kan Folkekirkens Nødhjælp nu hjælpe 16 familier i verdens fattigste lande til en bedre tilværelse.

På det grønne område mellem kirken og Sognegården var der til børnenes store fornøjelse opstillet en ”Hoppe Kirke”. En stor hoppeborg udformet som en rigtig kirke. Børnene synes, det var mægtigt sjovt at kravle op i kirketårnet og med stor hast rutsje ned.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...