En campingvogn af ældre dato er omdrejningspunktet i nyt hyggehjørne

HJØRRING: ”Glemmer du, så husker jeg. Minderne har jeg da lov at ha”.

Det er en sang, som Liva Weel, der spillede køkkenpigen i filmen Odds 777 fra 1932, sang, efter hun havde mistet alle sine penge. Sangen siger nok ikke dagens unge så meget, men de ældre der bruger kommunens aktivitetscentre, husker den tydeligt. Og minderne væltede da også frem hos de besøgende, da Aktivitetscenter Vellingshøj indviede et lille campingområde i den smukke natur bag centret.

En campingvogn af ældre dato er omdrejningspunktet i det lille hyggehjørne, hvor der både er borde og stole samt en lille grillplads, sådan som det nu hører sig til på en campingplads. Der er også hegn, blomsterkummer og en flagstang, alt er som på en fastliggerplads.

- Vi har længe haft et ønske om en udendørs aktivitet, hvor vores brugere fra hele kommunen kan hygge sig og mindes gamle dage. Det skaber nemlig et godt socialt fællesskab. På Lynggården i Hirtshals har de en ”Fredagsbar”, der er indrettet som det klassiske brune værtshuse fra tidligere tider. Da vi fik tilbuddet om donation af en campingvogn fra en anonym giver, kom ideen til et lille campingområde indrettet som man gjorde i 60’erne, fortæller aktivitetsmedarbejder Vibeke Kaptain.

Campingvognen er blevet peppet op via sponsorater og frivillig arbejdskraft. Det er blevet et rigtigt dejligt sted, hvor de ældre kan hygge sig med snak, kortspil og sang, og samtidig mindes dengang de selv kørte Danmark rundt med campingvognen.

Området omkring campingvognen er belagt med fliser, så der er plads til udendørs hygge og grille på terrassen. Det er Tangmose Multiservice fra Lendum og Skagen Beton, der gennem en stor donation har muliggjort dette. Og en frivillig har doneret en flagstang, så alt er perfekt.

Til indvielse forleden var der gæster fra nær og fjern, og den lille terrasse var fyldt til bristepunktet. Vibeke Kaptain bød velkommen og glædede sig over det store fremmøde. Efter velkomsten fik Kamma og Tage den ære at afsløre navnet på området. Navnet er valgt ud fra en udskrevet konkurrence blandt brugerne og personalet. Det blev Mona fra Vellingshøj, der vandt med navnet ”Under Elmen”. Herefter klippede Egon Knudsen den røde snor, og området var hermed officielt indviet.

Efter indvielsen blev der budt på en drink, og midsommervisen blev sunget, inden det var tid til at grille pølser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...