Anja Mose gav ideer til smukke og julede dekorationer, kranse og buketter - Sindal og Omegns Havekreds var vært

SINDAL: Der var fyldt godt op i aktivitetshuset i Markedsgade, da Sindal og Omegns Havekreds torsdag 7. november havde indbudt Anja Mose fra blomsterforretningen Frk. Grøn i Sæby.

Anja Mose fortalte om og vise nogle af sine kreative ideer til, hvordan man kan bruge alle skovens og strandens materialer til at lave smukke dekorationer. Der var bud på alt lige fra flotte borddekorationer, alternative adventskranse, dørkranse, til en flot julebuket lavet på en bund af grene fra skoven, hvori der var stukket havtorn og forskellige blomster i røde og lilla farver.

- Flot så det ud, og mon ikke der i den kommende juletid er mange, der fik god inspiration med hjem til årets juledekorationer.

I pausen blev der serveret kaffe og lækkert hjemmebag. Folk hyggede sig, og der blev kigget nærmere på de forskellige juledekorationer.

Aftenen sluttede med amerikansk lotteri og udtrækning, så mange fik en af de fine ting og sager, som Anja Mose havde kreeret, med sig hjem.

- Vi i havekredsen siger tak for det flotte fremmøde, og glæder os allerede nu til at byde velkommen til det nye år med masser af hygge, haveoplevelser og foredrag, lyder det fra arrangørerne i Sindal & Omegns Havekreds

- Det første i rækken bliver allerede 6. februar, hvor vi får besøg af haveselskabets havefaglige rådgiver landskabsarkitekt Louise Møller, som nogle måske kender fra bl.a. DK 4 TV Efterfølgende afholdes vores årlige generalforsamling.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...