SINDAL: I ældre tid skulle der fastes i 40 dage op til Påske. Dagen inden fastetiden blev spisekammeret tømt for de madvarer, som ikke måtte spises under fasten. Det var blandt andet hvidt mel, æg, mælk og smør. Disse ting blev brugt til at lave pandekager af, og derfor kom dagen til at hedde Pandekagedagen, som altid ligger tirsdag efter fastelavns søndag. Dagen blev også kaldt ”hvide tirsdag”, fordi hvidt mel og mælk var blandt de ting, man ikke måtte spise i fasteperioden. I dag er det ikke længere en del af kristendommen at faste i 40 dage, men Pandekagen er blevet hængende som en hyggelig tradition.

På Sindal Bibliotek blev Pandekagedagen fejret med oplæsning af historier og quiz om pandekager samt masser af pandekager til børnene.

Børnebibliotekar Charlotte Nielsen og bibliotekar Maria Nørlund Marzban læste historier om pandekager og fortalte om pandekageelskerne Peddersen, der laver pandekager til sin kat Findus, om Peter Pedal, om Pippi Langstrømpe, der bager pandekager og kaster dem til sine nye venner Annika og Tommy, og om Rasmus Klump, der rejser jorden rundt på ”Det gode skiv Mary” og glæder sig til at komme hjem til bedstemors pandekager.

Mens Maria Nørlund Marzban fortalte historier og viste børnene alle de børnebøger, der handler om pandekager, havde Charlotte Nielsen travlt med at bage pandekager til de 25 børn, der var kommet for at fejre Pandekagedagen.

Børnene fik alle de pandekager, de kunne spise, og da alle var mætte, var der tid til lidt leg, inden den hyggelige tradition med at fejre Pandekagedagen sluttede.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...