Ivrig amatørfotograf fra Sindal ventede på at få det helt rigtige foto af Kronprinsen ved jubilæumsbesøg i Frederikshavn

SINDAL: I forbindelse med fejringen af Frederikshavn 200 års købstadsjubilæum besøgte Kronprins Frederik byen tirsdag den 25. september. Kronprinsen ankom til byen med Kongeskibet Dannebrog og blev på Paradiskajen modtaget af et stort menneskehav. Forinden var der udskrevet en fotokonkurrence, hvor borgerne blev opfordret til at indsende "Det bedste billede af Kronprins Frederik".

Den ivrige amatørfotograf Jan Nygaard fra Sindal var på pletten. Han kæmpede sig gennem menneskemængden og kom så tæt på Kronprinsen, at han kunne fotografere ham i det helt rigtige øjeblik. Jan Nygaard indsendte hans bedste billede af Kronprinsen til konkurrencen, og da hundredvis af andre gjorde det samme, var han selvfølgelig spændt på, om hans billede kunne komme i betragtning.

Fotokonkurrencens dommer var fotograf Michael Madsen fra reklamebureauet Wizion. Han var imponeret over alle de gode billeder, der var indsendt, men ét og kun ét billede kunne vinde den ærefulde titel "Det bedste billede af Kronprins Frederik", og det blev Jan Nygaard fra Sindal. Han vandt 1. præmien, som er en "Konge Middag" for to på STED 1, der er den nye restaurant på toppen af Hotel Jutlandia.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...