TVERSTED: I den forgangne uge har Tversted været præget af festivalen Jazzy Days, der havde store jazznavne som DR Big Band på plakaten. De fleste koncerter foregik på Klitgården, men også andre steder i byen var der koncerterne blandt andet i Tversted Kirke, hos Spar Købmanden, på Tversted Skole, i Tannishus, og i lørdags på festivalens sidste dag var der intim og hyggelig jazzkoncert på Café Fisk med det norske Kjellsenbandet.

Aftenen blev indledt med en lækker jazzbuffet, der var specielt kreeret til lejligheden af Tom Juul Nielsen, der er indehaver af Café Fisk og Lendum Kro. Brygmester Kjell Røberg-Larsen fra Den Gamle Præstegård i Ugilt havde medbragt et righoldigt udvalg af Præstegårdens øl, og der blev uddelt smagsprøver til maden. Det er i øvrigt også Den Gamle Præstegård, der leverede øl til Jazzy Days festivalen.

Mens gæsterne spiste i den hyggelige fiskerestaurant, spillede de norske jazzmusikere Kjellsenbandet kendte toner, og det var som at høre Monica Zetterlund, Dinah Washington og Diana Krall på en og samme aften.

Kjellsenbandet består af tre erfarne musikere, der fandt hinanden i jazzmusikkens verden. Siden har de afholdt en række koncerter i Norge, Sverige og Danmark. Alle tre har spillet og sunget med nogle af Norges mest kendte artister. Bandet er på mange måder en glemt perle, selvom vokalist Janne Kjellsen har været nomineret til den norske Grammy, spillemandsprisen. Hun har udover kor også sunget med en række artister, blandt andet Paul Young, Jørn Hoel og Bettan. Hun har udgivet sit eget album "Songs for You", som kan finde på Spotify.

Pianisten Per Olav Andersen er uddannet ved Institut for musikvidenskab ved Universitetet i Norge. Han er både en legende og en engageret jazzmusiker med søde melankolske fortolkninger. Bassisten Arman Guthushagen er en erfaren og dygtig musiker, som også spiller med en række kendte artister indenfor den norske traditionsmusik.

Med så stærke og erfarne jazzmusikere blev aftenen en uforglemmelig oplevelse for de mange gæster.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...