Tolne Gjaestgivergaard klar med et lidt anderledes julemarked - også med japansk islæt

TOLNE: På Tolne Gjaestgivergaard er der travlhed i disse dage. I weekenden den 1. og 2. december åbnes dørene nemlig for det første julemarked på stedet. Her er der fokus på lokale unika-varer samt bæredygtighed.

Det er Keramikerne Janne Heick og Gregory Miller fra Tolne samt kreativ ildsjæl Karoline Hughes fra Hjørring, der har planlagt og forberedt.

- Vi faldt en dag i snak om, hvor skønt det kunne være et lave et julemarked med fokus på bæredygtighed og upcyclede materialer, fortæller Karoline Hughes og uddyber:

- Jeg har arbejdet med affaldskommunikation de sidste par år sideløbende med mine kreative projekter, og det har givet mig en masse fokus på, at mine egne designs bliver mere bæredygtige.

Derfor er der blandt andet genbrugsmaterialer med på julemarkedet blandt Karolines tekstilvarer og julepynt, samt trævarer af genbrugstræ fra Owen Henderson fra Hirtshals.

Julemarkedet i Tolne vil også bugne af spændende julepynt, knive, glas og smykker, samt små gaver fra Japan, hvor Gregory netop er kommet hjem fra.

- Vi har så mange kreative mennesker i vores netværk, der heldigvis var med på ideen og som gerne ville deltage med deres kunsthåndværk. Og Tolne Gjaestgivergaard passer jo perfekt til et julemarked, siger Janne Heick.

- Vi vil hele weekenden sælge julegodter og lækkerier i cafeen, og som altid er galleriet åbent, hvis man skulle have lyst til at kigge på noget af den fine keramikkunst, der er på stedet. Og får man spist en æbleskive for meget ligger Tolne skov så fint tæt på, at man kan tage en gåtur der, lyder rådet.

- Vi håber, at se mange mennesker til julemarkedet, og vi ønsker selvfølgeligt at det skal blive en succes, så vi kan gentage det igen de næste mange år”, fortæller Gregory Miller.

Julemarkedet har åbent fra kl. 10 - 16, og der er gratis entre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...