Astrup byder på alt, hvad julehjertet begærer ...

ASTRUP: Julen nærmer sig med raske skridt, hvilket tydeligt ses på alle de annoncerede julestuer og julemarkeder, som man kan læse om i aviser og blade. Astrup og Omegns Borger- og Forsamlingshus vil også i år, og det er 25. gang, være at finde mellem arrangørerne af en julestue.

Den finder sted søndag 24. november fra kl. 13 – 16. Julestuen blev startet af en flok meget flittige borgere, der fremstiller julenisser og meget andet julepynt, samt mange nyttige ting som strømper, vanter, huer, trøjer, sjal, puder og meget, mere. Derudover laves der adventskranse, kalenderlysdekorationer, juledekorationer, dørdekorationer og kranse til kirkegården. Ikke nok med det; der syltes og bages i lange baner, og disse ting bliver udloddet i en husmodertombola, hvor der er gevinst hver gang. Der findes også en almindelig tombola, hvor hovedgevinsterne ikke er til at kimse af, men der er også mange andre fine gevinster, som venligst er sponsoreret af forskellige af omegnens forretnings-drivende og borgere. Endelig forefindes der også en café, som er meget populær.

- Vi kan ikke takke denne flok af borgere nok - mange aftener hele året rundt bruger de både tid og ressourcer på at fremstille alle disse ting, lyder det fra arrangøren.

- En meget stor del af det overskud gennem årene har gjort det muligt for os igennem årene at renovere Forsamlingshusets køkken, forgang og toiletter, få isoleret og lagt nyt gulv i salen, isolere loftet, anskaffe nye stole og borde, få nyt glasservice og ude fik vi for nogle år siden lagt fliser – det næste mål er et handicap-toilet, tilføjes det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...