Niels Helver
Forleden aften gav Ester Brohus med Band en stemningsfuld koncert i Hørmested Kirke. Det er tredje gang, at der er efterårskoncert i kirken med en kendt kunstner. Foto: Niels Helver

Ester Brohus gav koncert i Hørmested Kirke - publikum begyndte allerede at strømme til en time før koncerten for at sikre sig en god plads

HØRMESTED: Forleden aften var Hørmested Kirke pyntet med fine blomster og levende lys i kirkebænkene i anledning af, at Menighedsrådet havde inviteret til en hyggelig og intim koncert med Ester Brohus med Band. Publikum begyndte allerede at strømme til kirken en hel time før koncerten for at sikre sig en god plads.

Formanden for Menighedsrådet Bodil Kjær bød velkommen til Ester Brohus, og samtidig udtrykte hun glæde over opbakningen til koncerten. Det er tredje gang Menighedsrådet afholder en efterårskoncert med kendte kunstnere. Samtidig takkede hun Erling Christensen Møbler og Superland for det store arbejde, de har haft med at sælge billetter til koncerten.

Ester Brohus, der er født den 18. august 1961 i Hjørring, er sanger og sangskriver. Allerede som barn optrådte hun med sin familie med kristen musik, især gospel. Midt i 1980’erne begyndte hun at arbejde med sine egne sange med inspiration fra amerikansk countryrock. Hendes debutalbum The Perfect Way fra 1992 blev begyndelsen på en udvikling, der har gjort hende til en central kunstner i dansk country og folkrock.

Ester Brohus finder ofte inspiration til sine sangtekster gennem de mange skæbner, hun møder på sin vej. Hun er drevet af en naturlig nysgerrighed og et videbegær, når det kommer til mennesker.

Denne evne som formidler af musik og stemning viste Ester Brohus til fulde ved koncerten i Hørmested Kirke. I løbet af et øjeblik havde hun publikum i sin hule hånd. Efter den sidste planlagte sang ville publikum ikke slippe Ester Brohus, så hun og bandet måtte selvfølgelig give et ekstranummer.

Som afslutning på en stemningsfuld koncert bød Menighedsrådet på vin og chips i våbenhuset, hvor også Ester Brohus gav sig tid til fotografering og autografer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...