Nedslidt glassal er blevet til moderne staklade ved skovpavillon i Tolne

TOLNE: Nu er Glassalen, som for mange rummer minder fra en svunden tid, hvor der var lørdagsballer til den lyse morgen, og hvad deraf fulgte, væk for altid. Men som en Fugl Føniks er Stakladen opstået, og det kan være, at også nye lørdagsballer genopstår med dans i sommernatten i den skønne bøgeskov.

Med økonomisk hjælp fra Hjørring Kommune, Den A.P. Møllerske Støttefond, RealDania, Tolne Skov ApS, ENV-Fonden, Jyske Bank, LAG Nord, Nordea Fonden, Rotary Sindal, Sparekassen Vendsyssel Sindal, Part Nord Revision ApS og KristenDemokraterne er Glassalen blevet renoveret til Stakladen. Den er opbygget på det samme fundament, og alt hvad der kunne genanvendes af bygningsmaterialer, er blevet anvendt i den nye lade.

Arbejdet er udført med Larsen og Tamborg A/S, Tømrer- og Snedkervirksomhed, Frederikshavn som hovedentreprenør. Råhuset er opført af MP Entreprenøren, Frederikshavn. Ths. Nielsen og Søn A/S, Lendum, har stået for murerarbejdet. VVS arbejdet er lavet af Strandby El-Teknik A/S, køle-, VVS-, el- og alarmfirma og SET Sikring. El arbejdet er udført af Jens Lauritsen, Mosbjerg, og malerarbejdet af Malerfirmaet Alfred Jørgensen og Søn i Sindal.

Stakladen, der er opført i Douglas-træ fra Tolne Skov, har plads til 200 siddende gæster, og i sidebygningen er der separat køkken og nye handicapvenlige toiletter. Der er ganske få ting, der mangler. Træværket skal smøres med sort tjære, når vejret tillader det, og den sidste finish både ude og inde, bliver løbende afsluttet.

Stakladen er klar til brug, og den er allerede udlejet lørdag 27. april, og herefter går det slag i slag med udlejningen. Når alt er færdigt ude som inde, planlægger bestyrelsen at invitere til indvielsesfest.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...