SINDAL: Søndag d. 24. marts kl. 14.00 venter en stor oplevelse i Sindal Bykirke med besøg af Dorthe Zielke, trompet og Søren Johannsen, orgel.

Her vil der blive vist maleriet ”Den store Fortælling” - bibelhistoriske motiver malet af Arne Haugen Sørensen mens musikalske værker spilles for trompet og orgel.

Den Store Fortælling er Arne Haugen Sørensens nyeste og hidtil største maleri. Motiverne er inspireret af centrale bibelfortællinger.

Trompetist Dorthe Zielke og organist Søren Johannsen har spillet sammen i næsten 20 år. De senere år har de fleste af deres mange koncerter været ledsaget af en visuel historie med tekst, billeder og video, der vises på storskærm. Dette koncept gør de også brug af ved koncerten i Sindal Bykirke, hvor de vil opføre mesterværker af Mozart, Beethoven, Strauss, Sibelius, Mahler, Stravinsky og Wagner

Maleriet Den Store Fortælling, der danner baggrund for koncerten, blev i 2017 leveret til Aarhus Valgmenighed og måler 3,2 x 10 meter. Det imponerende store farvestrålende værk fortæller levende de udvalgte bibelhistorier. Ved koncerten visualiseres de forskellige motiver fra maleriet sammen med uddrag af Bjarne Reuters genfortælling af Bibelen.

Dorthe Zielke er uddannet trompetist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har siden spillet freelance i bl.a. Det Kgl. Kapel, DR Symfoniorkestret, DR Big Bandet, Radiosymfoniorkestret i Berlin og det turnerende orkester Mahler Chamber Orchestra.

Søren Johannsen fik sin organisteksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, fortsatte med solistklassen sammesteds og havde sin debutkoncert i Helligåndskirken, København i 1995. Han har opført J. S. Bachs samlede orgelværker otte gange i koncertrækker og en gang over 22,5 timer i samme døgn, hvilket man kan finde i Guiness Book of Records 2001. Søren Johannsen er organist i Christians Kirke, København.

Koncerten er desuden afslutning på Sognehøjskolens sæson.

Der er fri entré til koncert, men bidrag til Sindal Sogns Musiklegat modtages med stor tak.

Alle er efter koncerten inviteret til ost og rødvin i sognegården - mod betaling.

Arr. Astrup, Bindslev, Hørmested, Lendum, Mosbjerg, Sindal, Sørig, Tolne og Ugilt Sogne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...