SINDAL: I lørdags var det den 2. februar, dagen som betegnes som kyndelmisse, hvor vi er midtvejs mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn. Ofte er det også på denne tid af året, man finder vinterens koldeste vejr.

I folkemunde blev dagen kaldt for Kjørmes Knud, som betyder Kyndelmisse knude, som er den knude af frost, der kan opleves midt i vinterens mørke.

Blandt andet derfor knytter der sig en del gamle danske vejrvarsler til netop denne dag. Vores forfædre tog ofte udgangspunkt i vejret til kyndelmisse og spåede derefter, hvordan vejret ville udvikle sig.

Ofte var det sådan, at hvis vejret var mildt til kyndelmisse, så ville det blive koldt frem mod påske, mens en kold kyndelmisse varslede tidligt forår. Skulle det for eksempel blæse så kraftigt, at ”18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden” eller ”Hvis lærken høres første gang til Kyndelmissedag,” ville lunere tider snart være på vej.

Da vejret i lørdags hverken var særligt koldt, blæsende eller mildt, er det vanskeligt at spå om vejrets udvikling frem mod påske ud fra de gamle vejrvarsler!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...