Kulturcenter Vendsyssel frister med koncert og andesteg 10. november

SÆSING: Lis Sørensen giver koncert Mortens Aften 10. november i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing.

Der er mulighed for at kombinere en aften i selskab med den passionerede sangerinde med en Mortens Aftenmenu, bestående af andesteg og gammeldags æblekage.

Med sin varme og stærke stemme i centrum, favner Lis Sørensen et større og større publikum, og en aften i hendes selskab er både en rejse ned ad memory lane, og en energisk væren i øjeblikket.

- Her er virkelig en sangerinde, som skiller sig ud, og hvis erfaring og passion skinner igennem på hver en scene, lyder det fra arrangørerne.

Lis Sørensens imponerende repertoire byder på en perlerække af hits fra fire årtier og nye forrygende, stærke numre fra forårets anmelderroste album "Bedre Tider". Med en sprællevende samling af sange står Lis Sørensen skarpt i nutiden og formidler fortidens hits Fuld af Nattens Stjerner, Tæt på Ækvator, Mine Øjne De Skal Se og mange flere, med en naturlig elegance, som uden tvivl vidner om hendes egen kærlighed til repertoiret.

Billetter kan købes via www.kulturcenter-Vendsyssel.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...