Vendsyssel Historiske Museum, der står for denne levende historieformidling, hvor familien i en uge skal være klædt, leve og arbejde, som en landbofamilie omkring 1914.

MOSBJERG: På Landbrugsmuseet i Mosbjerg er der i sommerferien på skift en familie, der vælger at prøve at leve livet på landet, som det var dengang oldefar var ung. Det er Vendsyssel Historiske Museum, der står for denne levende historieformidling, hvor familien i en uge skal være klædt, leve og arbejde, som en landbofamilie omkring 1914. Familien skal også være med til at videreformidle historien om den tid, hvor der ikke var moderne bekvemmeligheder som radio, fjernsyn, køleskab, computere og mobiltelefoner. I sidste uge var Tinna Gaden sammen med børnene Asle på 5 år, Magne 7 år, Valdemar 11 år og Freja på 13 år familien på Husmandsstedet.

- Det er første gang, vi er her, og vi synes alle, at det er vildt spændende. Det er så dejligt at komme på landet, og skrue tiden lidt tilbage, nyde stilheden og være til stede sammen, fortæller Tinna Gaden, og børnene nikker samtykkende.

Dagen starter med, at familien står tidligt op, og siger godmorgen til dyrene. Her er der køer af den Jyske Kvægrace, som kan spores tilbage til 1600 tallet og en nyfødt kalv. En fjordhest, høns af Gammel Dansk Landrace, en svinebesætning, duer og vistnok en enkelt kat, så der er nok at se til. Derefter tændes der op i det gamle komfur, og så er det tid til morgenmad med brød bagt i komfurets ovn og kaffe lavet på Madam Blå.

Efter morgenmaden er der måske tøj, der skal vaskes i gruekedlen, som jo var datidens vaskemaskine. Vandet skal hentes ved brønden, kaffebønnerne males og brænde til komfuret bæres ind. Der skal bages og laves mad, så der er rigeligt at lave for hele familien, der også skal vise de mange besøgende rundt og fortælle om en husmandsfamilies levemåde i 1900-tallet.

Med så mange gøremål har familien ingen problemer med at få tiden til at gå. Der er heldigvis også tid til lidt leg, hvor alle er med til at gå på stylter, spiller kongespil og gå lange ture i området blandt andet til Bjørnager, hvor de kan se de gamle landbrugsredskaber.

Husmandsstedet er beboet igen til den store høstdag på søndag den 11. august, hvor der høstes med le og andre gamle redskaber. Alle er velkommen mellem klokken 10 og 16 til at besøge familien og få en snak om de gode gamle dage. Foruden høstdagen er der også Jernalderdag og Dyrskue med gamle husdyrracer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...