Foreningens overskydende beløb blev overdraget til Vendelbocentrets Venner

SINDAL: Forleden var der lukkefest på Vendelbocentret. En egentlig fest var det nu ikke, da anledningen var, at foreningen Ældre Hjælper Ældre i Sindal har valgt at nedlægge sig selv. Det blev markeret i Aktivitetsstuen, hvor foreningen havde inviteret beboerne til kaffe og kage som en sidste gestus til de ældre. Foreningens overskydende beløb blev overdraget til Vendelbocentrets Venner til deres aktiviteter til gavn for beboerne.

Ældre Hjælper Ældre var oprindelig en forening under Danske Seniorer. Ældre Hjælper Ældre blev senere en selvstændig forening med lokalforeninger i hele landet. I Sindal har der været en lokalforening i 15 år med Søren Stensbak Larsen som formand og 12 - 13 frivillige ældre, der havde overskud til at hjælpe andre ældre med daglige gøremål.

Årsagen til nedlæggelse af foreningen er, at der ikke længere er det samme behov for hjælp til andre ældre, da flere og flere kan klare sig selv. Desuden kniber det også med at skaffe frivillige til foreningen.

Vendelbocentrets leder Mette Bang takkede Søren Stensbak Larsen og de øvrige frivillige for deres store arbejde med at hjælpe andre ældre. Et arbejde der vil blive savnet af mange ældre i eget hjem og på Vendelbocentret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...