Se billederne fra Høstgudstjenesten

UGILT: Efter en meget lang periode med høstarbejde er høsten endelig kommet i hus de fleste steder. Det blev i søndags fejret med en festlig gudstjeneste i Ugilt Kirke, hvor KFUM spejderne fra Lørslev og Ugilt Beboerforening stod fanevagt.

Gudstjenesten blev indledt med procession, hvor spejderne med deres og Beboerforeningens faner i front bar høstens gaver ind i den smukt pyntet kirke. Efter indgangsbøn, læsning og salmer prædikede pastor emerita Lone Kirkelund om årstiden, som nu er på vej ind i efteråret, hvor nogen glæder sig til tiden med indendørs sysler med hygge og stearinlys, mens andre frygter den mørke tid med omskifteligt vejr.

- Men nu i dag takker vi for høstens gavmilde gaver, som naturen har givet os. Vi takker for de gaver, vi alle skal leve af, prædikede Lone Kirkelund.

Efter den sidste salme ”Marken er mejet” var der inviteret til frokost og høstauktion i Præstegården, hvor konfirmandstuen velvilligt er stillet til rådighed for Menighedsrådet af de nye ejere.

- Der er godt nok mange høstgaver, der skal bortauktioneres i år, så I skal have tegnebogen op af lommen, opfordrer formanden for Menighedsrådet og dagens auktionarius Ib Christiansen.

Der kom hurtigt pæne bud på de mange gode sager, der omfatter alt fra rødbeder til smukke blomsterdekorationer. Alt blev solgt, og det indbragte 2.040,00 kroner, der blev overrakt til KFUM spejderne til deres ungdomsarbejde. Det der kom i kirkebøsserne efter gudstjenesten tilfaldt Den Blå Sociale Café i Hjørring.

Foruden høstgudstjenesten i Ugilt er der også høstgudstjenester i Mosbjerg og Astrup kirker på søndag den 22. september, i Lendum og Sindal Bykirke søndag den 29. september samt i Hørmested Kirke søndag den 6. oktober.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...