Afdelingsdirektør i bank ny på posten - håber på bred opbakning til byens forskellige arrangementer

SINDAL: Afdelingsdirektør i Jyske Bank, Carsten Holst Vinther-Jensen, har afløst Tommy Høj som formand for Handelsstanden, der er et aktivitetsudvalg under Sindal Udviklingscenter.

Carsten Holst Vinther-Jensen glæder sig til opgaven med fortsat at samle byens forretninger og erhverv under en aktiv Handelsstand og dermed udvikle en stærk forening, der er grobund for mange aktiviteter til glæde for borgerne og en styrkelse af forretningslivet i Sindal.

- Jeg har påtaget mig opgaven, fordi jeg tror på Sindal som en by i udvikling. Vores placering gør, at vi kan tiltrække mange fra oplandet. Vi kan lave arrangementer, og forretningerne kan komme med tilbud, der er værd at køre langt efter, siger Carsten Holst Vinther-Jensen.

Den nye formand håber på opbakning fra andre end Handelsstandens 16 medlemmer, for foreningens medlemmer kan ikke alene løfte den store opgave med de kendte arrangementer som Veterantræffet, de mange Open By Night, og særarrangementer omkring højtiderne som eksempelvis julen.

- Mit håb er, at vi i koordination med Sindal Udviklingscenter og i fællesskab med byens andre foreninger kan lave endnu flere spændende tiltag i midtbyen, udtaler Carsten Holst Vinther-Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...