Mette Albæk åbnet en garn- og kunsthåndværksbutik.

LENDUM: På hjørnet i krydset Lendumvej/Tårsvej har Mette Albæk åbnet en garn- og kunsthåndværksbutik. Her sælger hun garn af høj kvalitet samt tilbehør til strik, strikkeopskrifter, strikkekits samt puder, tørklæder og andet af eget design. Mette Albæk har gennem flere år skabt en succesrig virksomhed, Mette Albæk Design, der består af en garnbutik med webshop og en fysisk butik i Lendum, samt en virksomhed med pudedesigns og tilbud om kurser i strik og hækling.

Mette Albæk har indtil for nylig boet og har haft fysisk butik i Klokkerholm, men har nu valgt at flytte til Lendum, hvor hun og hendes mand i forvejen havde Tårsvej 40 til udlejning. Huset er nu indrettet til beboelse med en flot og hyggelig butik i den ejendom, hvor der for år tilbage var manufakturhandler.

I butikken er der et righoldigt udvalg af kvalitetsgarn fra danske firmaer, Færøerne, Tyskland og England. Der er garn i alle farver og i kvaliteter som uld, silke, alpaca og bomuld. Herudover sælges der tilbehør til strik, som omfatter strikkepinde, strikkeopskrifter og strikkekits fra hendes egne designs og fra andre som Petite Knit.

Og som noget helt specielt designer Mette Albæk serier af strikkede filtede puder, der tager udgangspunkt i motiver fra naturen i Vendsyssel. Hendes inspirationskilder er blandt andet Svend Engelunds landskabsmalerier, udsigten over havet, en solnedgang over Limfjorden og andre af naturens udtryk. Puderne strikkes i et engelsk soft uld garn, hvor ulden farves og blandes til tweed karteflor før den spindes, hvilket giver et smukt organisk udtryk i det færdige strik. For Mette Albæk er det vigtigt, at puderne ikke kun er smukt interiør i stuen. De skal også kunne bruges som puder til en middagslur eller lun støtte i ryggen og er derfor monteret med lynlås, hvilket gør dem vaskbare. Mette Albæks puder sælges også fra butikkerne på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring og Nord Craft i Aalborg.

Mette Albæk har altid fundet ro og fordybelse ved at sidde med håndarbejde og brugt det til at koble fra. Hun er uddannet sygeplejerske, Neuropædagog, Taktilpædagog og NLP practitioner og har gennem 30 år som sygeplejerske arbejdet med mennesker i sorg og krise. Desuden har hun arbejdet med neuropædagogik, hjernens funktion og kognitive problemers indflydelse på mennesker med skader i hjernen, og i efteråret 2018 blev Mette Albæk certificeret i håndarbejds psykologi ved psykolog Anne Kirketerp. Det er disse erfaringer, som hun bruger i hendes kurser i håndarbejde om stresshåndtering, ”Med godt skal ondt fordrives”.

- De positive egenskaber håndarbejde har, kan nemlig bruges som terapeutisk værktøj til selv at arbejde med sin stresstilstand, fortæller Mette Albæk.

Udover disse terapeutiske kurser afholder Mette Albæk workshops i strikketeknik. Lige fra at lære at strikke til mere avancerede teknikker og strikkeformiddage for kvinder på barsel.

Åbningstiderne i butikken i Lendum er tilpasset Mette Albæks arbejde som hospicesygeplejerske på Hospice Vangen i Nørresundby. Der er derfor åbent mandage og tirsdage fra klokken 10 - 20 og ellers efter aftale. Webshoppen har selvfølgelig åbent døgnet rundt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...