Afgående præsident Jens Ole Jørgensen overdrog værdigheden til Mads Bødker,

SINDAL: Forleden var der kædeoverdragelse i Sindal Rotary Klub, hvor den afgående præsident Jens Ole Jørgensen overdrog værdigheden til Mads Bødker, der i det næste år skal lede klubben.

Præsidentskiftet skete i forbindelse med klubbens sommerafslutning, der også markerer afslutningen på Rotary året. Mødet var i dagens anledning var henlagt til Tårs, hvor der blev budt på helstegt pattegris med alt tænkeligt tilbehør.

Inden præsidentskiftet berettede Jens Ole Jørgensen om årets gang i hans præsidentperiode.

- Da vi startede klubåret havde jeg sat nogle mål, som jeg håbede, vi kunne nå. Det var blandt andet nedsættelse af forskellige udvalg, og prøve at gøre vores møder mere attraktive med henblik på at opnå en større mødedeltagelse. En af de ting, der skulle forbedre mødedeltagelse var, at ændre fra ugentlige møder til møder hver 14. dag samt at ændre mødernes struktur. Det har virket. I 2018 havde vi en mødeprocent mellem 50 og 70. I år ligger procenten mellem 60 og 100. Herudover har vi haft et godt klubår med mange forskellige aktiviteter og har haft et godt samarbejde med de østlige klubber. Til næste år regner vi med igen at sende en ung til et ophold i udlandet og få en ung fra USA på studieophold her i Sindal. Også i år har vi ydet økonomisk støtte til en række initiativer, siger Jens Ole Jørgensen.

Herefter blev præsidentkæden overdraget til Mads Bødker, der skal lede klubben frem til sommerafslutningen næste år.

Sindal Rotary Klub kunne forrige år fejre, at det er 50 år siden, at de blev stiftet og fik charter som selvstændig klub. Klubben er en del af det internationale netværk, der tæller 1,2 millioner medlemmer fordelt på 35.000 klubber verden over.

Rotary klubberne er for kvinder og mænd i private og offentlige virksomheder eller selvstændige, som på tværs af faggrænser ønsker at lære andre at kende, skabe netværk og trække på hinandens erfaringer. Rotary er for dem, som har engagement og overskud til at udføre et værdifuldt arbejde sammen med andre, for lokalsamfundet og for den internationale verden.

I Sindal støtter Rotary Klubben mange lokale initiativer, der trænger til en økonomisk hjælpende hånd, og hvert andet år er der en udenlandsk udvekslingsstudent på ophold i Sindal. Tilsvarende sender Sindal Rotary Klub en dansk student på ophold i udlandet med det formål, at gøre det muligt for den unge gennem et års ophold i et fremmed land at opleve andre folkeslags levevis, følge deres skikke og skoleundervisning i omgivelser, der er helt forskellige fra deres hjemlige forhold.

Den store 60’er fest i Tolne Skovpavillon giver hvert år et rimeligt overskud, og en del af overskuddet går til Vendsyssel Friskole og Foreningen Tolne Skovpavillon.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...