LOKALHISTORIE: Bog om besættelsen i Vendsyssel er udsolgt - nu er 3. oplag undervejs

VENDSYSSEL: Selvom den 711 sider store bog ”Vendsyssel under besættelsen” allerede er udkommet i to oplag, meldes den nu udsolgt i hele Danmark – men forfatter Pernille Pedersen oplyser, at interessen for bogen er så stor, at der trykkes et 3. oplag – dog kun i et begrænset antal på 400 eksemplarer. Dette 3. oplag er klar til salg d. 4. maj 2019, hvor det er 74 år siden frihedsbudskabet fra England lød i radioen.

I bogen ”Vendsyssel under besættelsen” kan man bl.a. læse om Knud Christensen i Hirtshals, der som 15-årig i 1940, begyndte modstandskampen, allerede den dag tyskerne kom til Hirtshals, ganske vist i det små.

Bogen beskriver på 711 sider mængder af detaljer og store historier om Vendsyssel i 1940-45. Indsamlingen er gjort af forfatteren, Pernille Pedersen, gennem fem år med hjælp fra 500 vendelboer, historikere og specialister i områder som flyvninger og illegal kontakt med Sverige.

Pernille Pedersens første bog ”Vendsyssel under besættelsen”, er netop blevet fulgt op af bogen ”Østjylland under besættelsen”, som er den anden bog i en række på 6 bind om besættelsestiden og modstandskampen i Jylland. Pernille Pedersen er allerede i gang med den 3. bog i serien, som kommer til at handle om Nordjylland/Himmerland under besættelsen. Denne 3. bog udkommer i 2019.

Pernille Pedersen er barnebarn af en modstandsmand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...