Lettere for dårligt gående og handicappede at komme til kirken

SINDAL: - Efter 20 års tilløb har vi nu endelig fået de to hovedstier på kirkegården asfalteret og belagt med fast grus. Samtidig er området foran kirken hævet og belagt med fliser samt forskønnet med et flot kunstværk af Stinne Teglhus, siger formanden for menighedsrådet Ole-Jan Staun-Pedersen i forbindelse med indvielsen af området og afsløringen af den nye "Luther-sten".

Også provst Winnie Nørholm Rischel var glad for den nye belægning og forskønnelse af området foran kirken.

- Der har i mange år været et stort behov for en øget tilgængelighed til kirken og kirkegården, og det er glædeligt, at det endelig er lykkedes at "få fast grund under fødderne". Det er jo også det, der prædikes om til gudstjenesterne, når Jesus siger, at det er fornuftigt af bygge sit hus på klippegrund og ikke på sandet jord. Kirken står på klippegrund, og nu er stier og forpladsen også lagt på klippegrund til gavn for tilgængeligheden, siger Winnie Rischel til de mange fremmødte kirkegængere.

Herefter fortalte billedhugger Stinne Teglhus om opgaven for menighedsrådet med at skabe Lutherrosen, der er et udbredt symbol for den evangelisk-lutherske kirke, i en 3 tons stor granitsten. Lutherrosen består af et kors i et hjerte lagt på en rose. Korset symboliserer troen på den korsfæstede Jesus Kristus. Hjertet står for liv og kærlighed, og rosen symboliserer glæde og fred.

Efter talerne sang menigheden "Kirken den er et gammelt hus", en sang der var skrevet til lejligheden af Johannes Gaardbo. Efterfølgende var der hyggeligt samvær, hvor der blev serveret grillede pølser med kartoffelsalat.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...