Selv om solen stadig står højt på himlen, og temperaturen sniger sig op over den pæne side af 25 grader, så siger kalenderen, at det snart er efterår. Og så er det tid til de indendørs sysler med blandt andet spændende foredrag i Onsdags Cafeen i Sindal Sognegård. Den nye sæson begynder onsdag den 4. september klokken 14.30 med foredrag af tidligere beredskabschef i Esbjerg Kommune Niels, kaldet Nesse, Hejslet.

Nesse Hejslet kalder sit foredrag ”Giv dit liv, liv” baseret på hans erfaringer fra mere end 40 år i brand- og redningsbranchen. Her har han lagt mærke til, hvordan mennesker er, sammen med andre, og med sig selv.

- Gennem et lille foredrag, vil jeg prøve at guide tilhørerne gennem vores livsvilkår, vores vaner, vores metoder for livsførelse og give nogle gode forslag til, hvordan man helt enkelt, kan påvirke sig selv til bedre livskvalitet, fortæller Nesse Hejslet.

I Sognegården er der Onsdags Café den første onsdag i hver måned til og med den 1. april med forskellige interessante foredragsholdere. Kate Ladekjær fra Vejle fortæller om ”Udviklingsprojekter i Rumænien”, Poul Sørensen fra Astrup holder foredrag om ”Da roepolakkerne kom til Danmark”, Jens Nielsen fra Hjørring julehygger med sang og musik, sognepræst Eva Christophersen fortæller om ”Mit Grønland”, sogne- og fængselspræst Ulrik Maarup Iversen holder foredraget ”Præst ved Den Danske Sømandskirke i Rotterdam”, Finn Larsen fra Hjørring fortæller om ”Politiarbejde på godt og ondt gennem 13 år i Grønland”, og Ingrid Mose fra Hjørring slutter foredragsrækken med ”Anne Grethe Skolen i Gambia”. Sæsonen afrundes med en stor sogneudflugt til Gl. Estrup onsdag den 27. maj 2020.

Alle eftermiddage indledes med kaffe og brød klokken 14.30, og herefter er der foredrag indtil klokken 16.00.

Det er Sindal Menighedsråd, der er arrangør af Onsdags Cafeerne i Sindal Sognegård.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...