TrygFonden har sponseret kørestolscykel til Vendelbocentret i Sindal

SINDAL: Cykelpiloterne på Vendelbocentret, Esben Mikaelsen, Preben Trolle og Mie og Søren Kvistgaard glæder sig over, at Vendelbocentret har fået en stor donation fra TrygFonden på 80.000 kroner. Det har sat centret i stand til at indkøbe en Velo Plus cykel, der er en elcykel, der kan medtage en kørestol.

Det er aktivitetsmedarbejder Isabel Borup, der har gjort det store forarbejde med at motivere behovet for en cykel til kørestolsbrugere overfor TrygFonden, og glæden var stor, da TrygFonden sendte følgende til Isabel Borup:

"TrygFonden har behandlet din ansøgning, og vi er glade for at kunne fortælle, at TrygFondens regionale råd Nordjylland vil støtte projektet med kr. 80.000. Beløbet er inkl. evt. moms".

Vendelbocentret havde egentligt ansøgt om penge til indkøb af både en Rickshaw- og kørestolscykel, men der kom til at mangle 25.000 kroner for at begge ønsker kunne opfyldes. Heldigvis er det lykkedes for centret at finde de sidste 25.000 kroner, så der også kan købes en Rickshawcykel, der er en cykel til to passagerer.

- Det er livsglæde, fællesskab og gode oplevelser, vi her på Vendelbocentret ønsker at give vores brugere. Og det at komme ud på en cykeltur og opleve at få vind i håret og genopleve steder fra dengang, hvor de selv var mobile, er en helt ubetalelig oplevelse for vores brugere, siger Isabel Borup.

Vendelbocentrets cykelpiloter tilbyder ture hver tirsdag formiddag. Cykelturene kan eksempelvis gå til den nye Slotved Skov Dyrehave, rundt i området, en tur til Sindal by, ja selv en tur til Forsamlingsbygningen i Hjørring kan lade sig gøre. Det er brugernes ønsker, der stort set bestemmer, hvor turene skal gå hen.

Med indkøbet af de nye cykler råder centret nu over to Rickshawcykler, den ene er udlånt af Aktivhuset, en duocykel, der er en cykel til to personer og en kørestolscykel.

Med det store behov brugerne har for at komme ud på en cykeltur, kan Vendelbocentret godt ønske nogle flere cykelpiloter, der på frivilligt basis vil give Vendelbocentrets og Aktivhusets brugere nogle gode oplevelser i den skønne natur omkring Sindal.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...